Keramiker Karin Høj Christensen, Oles kærlighed og livsledsager
Til sølvbrylluppet i 1981 sagde Ole i sin kærlige tale til Karin:
„Det har været en fornøjelse Karin. Jeg tager gerne alle årene om igen sammen med dig og jeg tager gerne 25 år mere.“
Baggrund og uddannelse
Karin Høj f.1934 voksede op i Århus, hvor forældrene bestyrede deres egen købmandsforretning.
Efter at have gennemført mellemskolen tog Karin en praktikplads som reklametegner og skiltemaler, mens hun om aftenen fulgte et tegnekursus på Teknisk Skole.
Med dette forløb i sin bagage lagde hun op til studiet på Kunstakademiets Malerskole og blev optaget i januar 1955. Karin og Ole Christensen fandt hurtigt sammen og blev et kærestepar. De giftede sig i december 1956.
Da uddannelsen på Kunstakademiet var afsluttet, flyttede de sammen til Olsker på Bornholm i begyndelsen af januar 1958.
Familieliv på landet
I perioden fra 1958 til 1974 stod Karins tilværelse i familiens tegn.
Hun fødte parrets 3 børn i løbet af 4 år.
I det gamle hus fra 1910 med koldt vand i brønden foregik madlavningen på det samme komfur i det lille køkken som tøjvask i blekogeren. Det var yngelpleje fra morgen til kvæld.
En urtehave med grøntsager blev anlagt fra det første forår med henblik på selvforsyning. Karin tog sig af det fine arbejde med at få frø, løg og kartofler i jorden. Siden gjaldt det om at holde ukrudtet i ave. Ole tog sig af det grove arbejde med kultivering og jordtilberedning samt vanding. „Det fine og det grove“ var ord fra Oles mund. Når alt kom til alt, hjalp de hinanden med det hele og havde aldrig magtet opgaverne alene. Børnene var med fra de kunne kravle og gjorde sig deres tidligste livserfaringer her. Eksempelvis stod den toårige med en tilfreds mine, imens hun ud mellem læberne trak i noget der mindede om spaghetti. Hvad laver du Marie: „Jeg vasker den.“ Det var en regnorm.
Karin syede aflagt tøj om på sin gamle Singer med håndsvingshåndtag, så det passede til børnene i højde og drøjde. Senere da Daells Varehus tilbød varer fra et postordrekatalog, bestilte hun fløjl, mælkedrengestof, frotté, og poplin. Hun stod for hele familiens beklædning i over 10 år, suppleret med tøj som vennernes unger var vokset fra. Da Karin fik sin første elektriske symaskine med gulvspeeder gik den gamle Singer videre til døtrene. Der blev syet, så det summede, pudsige og sjove gevandter, der adskilte sig noget fra gadebilledet i Olskers sogn.
Keramiker med foden på sin egen drejeskive
Forud for beslutningen om at etablere et keramikværksted, havde Ole og Karin i 1971 købt en lille hånddrevet drejeskive til børnene, for at de kunne få endnu mere glæde af at lege med ler.
Det var imidlertid Karin, der blev allermest begejstret for denne opfindelse. Hun oplevede det som en leg at centrere lerklumpen og fandt hurtigt ind i materialets natur.
Ole modtog „Romerlegatet“ sommeren 1972. Efter grundig planlægning omkring pasning af børn, hund, får og hus, drog Karin og Ole i februar 1973 afsted i Fiat kassebilen. De kørte til Italien for at bo på Det Danske Institut i Rom i 3 måneder.
Ungerne på 15, 13 og 11 år fordeltes i perioden hos tætte venner af familien på Bornholm.
I Rom blev Karin dybt betaget af etruskernes keramik på museet. Hun tegnede, nærstuderede og tilbragte adskillige halve dage med blyant derinde for at vende retur til Bornholm med flere fyldte skitseblokke.
Karins interesse i at skabe sit eget værksted kom desuden gennem opbakning fra flere bornholmske keramikere i den nærmeste vennekreds. De kontakter, der opstod gennem Oles undervisning på den keramiske afd. på Kunsthåndværkerskolen, var også betydningsfulde for Karins tillid og tro på drømmen.
Legetøj, inspiration og imødekommenhed fra professionelle keramikere, gjorde Karin klar til at springe ud i eksperimentet med at blive selvstændig i et helt nyt fag.
At Ole støttede, opmuntrede og drillede alle dage var det selvfølgelige kit i kærlighedens vindue.
I 1973 indrettede Karin med Oles uvurderlige hjælp sit keramikværksted med et stort ovenlysvindue, dese-reol, drejeskive med motor, rabækkeindustrivask i stentøj samt et langt jernpladebord til at ælte på.
Dejlige dybe skuffer og hylder til værktøjet, gipsskiver, trådsigter, inspirationsskab med glaslåger m.m.
Lertøj og udsmykning med pensel
Karin valgte at arbejde med lertøjsler og de gamle dertilhørende teknikker med begitninger, kohorns dekorationer og pensel.
Omsider brugtes de i ungdommen opnåede færdigheder når hun med ferme penselstrøg dekorerede sin keramik.
Karins kakkelbilleder er eksempler på dette. Motiverne var bl.a. vandmelon marked i Samarkand, kålsommerfuglens fire stadier, H.C. Andersens eventyr.
Kohornsteknik, vådt i vådt begitning og ideer som perler på en snor
Meget af Karins keramik blev dekoreret med den nederste del (posen og skaftet) af en stor svanefjer monteret i kohornets spids. Hornet var savet over lige der hvor den massive spids slutter og hvor den hule del begynder. Fjerstudsen, der var konisk, kunne skydes i spænd ind i kohornets hul der fra naturens side var variabelt.
Derefter fyldtes en flødetyk begitning i hornet. Ved at holde hornet på skrå kunne væsken styres og trækkes hen over den keramiske genstand, som først efter tørring på desen nu i samme øjeblik blev dyppet i en anden begitningsfarve. Deraf navnet på teknikken „vådt i vådt.“
Denne specielle og meget gamle teknik anvendtes bl.a. på kaklerne i køkkenet og stuen. Karin satte en ære i at variere kaklerne i det uendelige. Aldrig var det muligt at finde to ens. Dette blev kombineret med en sprudlende fantasi et gennemgående træk i hendes keramiske livsværk. Altid nye ideer.
Med sit underfundige, fabulerende udtryk drejede hun korpus og modellerede livagtige hunde med glade haler og stolte attituder.
Katte på puder med tigerøjne og knurhår der sitrede i stregen.
Får med en hul mave hvori der nok så kækt stod et lille lam og kiggede ud i verden.
Fugle til at fløjte i, eller med en prop i den løftede hales rumpe, til snaps.
Fuglereder til at hænge i træerne og fuglefoder-fyrtårne.
Flade sigter til pasta, sigter med tre ben til frugt. Den klassiske syltetragt.
Flettede fade, formstøbte fade, firkantede, ovale, runde. En flad rund skive sat fast med slikker på en konisk fod til lagkager og tærter eller oste.
Klemmekander, thepotter, salatbowler, lågkrukker, vaser, urtepotteskjulere, navneskilte, smørskåle, gærskåle med vandlås, barselspotter, barselskrus, vinbægre, moccakopper, theskåle, kagetallerkner, suppeskåle, brød bageforme, sparebøsser, lysestager, adventskranse med fugl-eller-fisk som lysholder, plantekasser, karsebakker, kakkelbilleder, kakkelborde, urner.
Fordi geden Gine var yderst kilden på sit yver, spjættede hun så mælken fløj hid og did under malkningen. Karin drejede en gedemalkeskål med indad krænget kant foroven samt et hult håndtag i siden til at hælde den friske mælk over i jungen med.
Drivkraften
Karin lod sig inspirere af sine egne, familiens og vennernes behov. Hun drejede og modellerede alt det, der blev efterspurgt, samt det hun havde brug for i sit eget køkken, hus og have. Da hun havde mange venner og stor passion for alverdens livretter, for naturens skønhed, for kæledyrene, insekterne, og planterne, blev det til massevis af vidunderlige værker fra Karins hænder.
Det var ikke fordi Karin ikke kunne lave en serie ens kopper eller tallerkener. Hun gjorde det selvfølgelig, hvis hun fik en mindre bestilling fra gode venner.
Men hun takkede nej til at lave massevis af ens kopper og tallerkner til en udstilling i et galleri. Det, der inspirerede og æggede hende var når hun fik en opgave på en specifik ting eller når hun kastede sig ud i et tema.
Imens Karin arbejdede ud fra en forespørgsel udfordrede hun sig selv til stadighed med nye former, dekorationer, mønstre, begitninger. Det var især denne fordybelse, der ladede hende op til at leve og nyde sit liv med intakt nysgerrighed.
Når tingene kom ud af brændingen, kunne det ske, hun blev overrasket over en farve, der var anderledes eller blegere end ventet. Så skyndte hun sig at forære den bort, for at glemme skuffelsen.
Siden, når hun genså sin „kasserede perle“ i brug, blev hun nærmest lykkelig.
Samarbejde
Karin havde sans for opsætning af tekst samt skarpe øjne. Det faldt hende nemt at placere bogstaver af en udvalgt skrifttype med de rette mellemrum og afstande til kanter og illustrationer. I hånden vel at mærke med blyant, lineal og viskelæder til oplægget. Siden med flydende akvarelfarver og tusch.
Som reklametegner havde hun lært at være hurtig og præcis med pen og pensel, derfor var det ofte hende, der tegnede og malede bogstaverne, når der skulle fremstilles udstillingsplakater og ferniseringsinvitationer.
Hun vidste også hvordan man fanger modtagerens opmærksomhed.
Paul Stoltze tog sig af motiv og farver sammen med Ole Christensen. Alle tre var de fælles i den løbende proces med at skabe en plakat der sagde „spar2.“ De var et gyldent trekløver i plakat-komposition og der findes stadig eksempler på smukke plakater fra samarbejdet. Da der ikke altid var penge til at dække regningen fra et trykkeri, blev det nogle gange til små oplag på 3-5 hånd- hjemmelavede plakater.
CV
1934 Født i Århus
1955–58 Kunstakademiets Malerskole
1973 Eget Keramikværksted
1975–79 D.K.L.
1976–77 Kurser på Skolen for Brugskunst. (Danmarks Designskole)
1976 Kunstnernes Efterårsudstilling på „Den Frie“
1977 Kunstindustrimuseet med D.K.L.
1979 Röhsska Museum
1980–81 K.P. Påskeudstilling i Århus
1980 Kalmar Museum, Sverige
1981–82 „Dansk Keramisk Design“, vandreudstilling i USA
1984 Varberg Museum, Sverige
1986 Det Danske Bibliotek, Flensborg
1987 Separat udstilling. Gallerie Magstræde, KBH
1988 Nutidig Dansk Lertøj, Haderslev Museum
1989 Kunsthallen, Lidkjøbing, Sverige
1990 Nutidig Dansk Lertøj, Röhsska Museum, Sverige
1993 Svanekegården. Galleri Nørby, KBH.
1994 Gudhjem Museum
1996 Kunstens Hus, Færøerne
Repræsenteret
Röhsska Museum, Gøteborg 1979 + 1990
Kalmar museum
Director William Hull, Museum of Art, Pennsylvania, USA
Medlem af
Kvindelige kunstnere
Holkahesten
ACAB