Lørdag den 9. maj kl. 14.00- 16.00:

PARKDAG MED KUNST, NATUR OG KIRSEBÆRBLOMSTER

Bestyrelsen bag Ole Christensens Skulpturpark i Olsker indbyder til en gratis, åben parkdag lørdag den 9. maj kl. 14-16 med adressen Stenløsevej 7, Olsker 3770 Allinge

Traditionen tro byder foreningen på gratis, åben parkdag, hvor Marie Inoue og Michael Stoltze viser rundt og fortæller om billedhugger Ole Christensen, kunsten og naturen. Vi prøver hvert år at afholde parkdagen, når de vilde kirsebærtræer, som Bornholm er så rig på, blomstrer. Og i år rammen vi plet: De lyser op overalt – hvide som sne. Kom og se!

Foreningen er dannet med det formål at bevare og udvikle det unikke sted, som Ole Christensen etablerede i landskabet omkring hans og hustruen Karins hjem på Stenløsevej i Olsker. Når skulpturerne i granit, marmor, kalksten og klæbersten kom hjem efter at have været udstillet ovre, fik de sig en plads blandt naturens øvrige vækster. Det blev med tiden til en enestående skulpturpark i samspil med stedets smukke natur.

En række af skulpturerne ejes nu af Bornholms Kunstmuseum, mens resten stadig er i familiens eje. Omtrent 2 tdr. land af grundens areal er af arvingerne overdraget til Bornholms Regionskommune med en klausul om at området skal vedligeholdes og holdes åbent for offentligheden. Foreningen samarbejder i den forbindelse med Regionskommunens afdeling for Vej og Park med pleje og udvikling af parken og naturen i området.

Foreningens bestyrelse glæder sig over samarbejdet og ønsker at inddrage flest muligt i bestræbelserne med at bevare og udvikle parkens kultur og natur.

Skulpturparken i Olsker har via Højlyngsstien adgang for gående og cyklende både fra Rønnevej i Olsker og fra Stenløsevej. Det er ikke tilladt at køre ind til skulpturparken i bil, så man må parkere i vejkanterne på Stenløsevej og gå de 400-500 meter ind til parken. Dårligt gående kan dog på parkdagen køre ind til skulpturparken og parkere på anviste pladser.

Foreningen er åben for alle, der ønsker at være medlem. Man kan mod et kontingent på 100 kr. om året melde sig ind ved henvendelse til Marie Inoue: og derved både støtte foreningen og sikre sig informationer om arrangementer.

Foreningens bestyrelse består af Michael Stoltze (formand), Marie Inoue, Vibeke Glarbo, Josva Kleist, Erik Lund Hansen, Lotte Nishanthi Winther og Per Christensen.

Efter kl. 16. afholdes den ordinære generalforsamling for foreningens interesserede medlemmer.