Nedenstående tekst handler om Ole Christensens liv og om, hvordan det blev muligt at skabe denne fantastiske skulpturpark, som er en gave til de besøgende. Foreningen har besluttet også at fortælle Karin Høj Christensens historie som et selvstændigt kapitel. Karin, som udover at være en spændende keramiker, også var Oles partner, ven og livsledsager gennem et langt liv. Hendes utrættelige indsats har været af afgørende betydning for muliggørelsen af parken samt Oles kunstudøvelse.
Læs derfor også Karins Tekst.
Barndomsårene og livsbanens afsæt
Ole Christensen (født den 8. januar 1932 – død 2. oktober 2000) tilbragte sit livs første år i Ryesgade på Nørrebro, hvor forældrene drev bagerforretning. Med søsterens ankomst 4 år senere, flyttede familien til Frederiksberg og her etableredes et fint konditori.
Oles far var bornholmer og bedsteforældrene boede i Hasle. For at hjælpe hele familien i København, der både stod med nyfødt baby og nystartet konditori, tilbød bedsteforældrene, at Ole kunne bo hos dem i noget tid.
Først efter et halvt år kom Ole tilbage til København. Siden tilbragte han sine sommerferier i Hasle. Opholdene på Bornholm blev den bedste tid i hans barndom.
Frirummet hos de kærlige og interesserede bedsteforældre fik Ole til at trives. Der var perlehøns og ænder med ællinger i haven, kat med killinger, og høns der lagde æg. Der var frugttræer og buske med bær. En grøntsagshave, der forsynede husholdningen med det meste. Pengene der skulle tjenes til det øvrige, sørgede bedstefaderen for at skaffe gennem sit arbejde som stenhugger i granitbruddet på Hammeren.
Da Sovjet ved krigens slutning besatte Bornholm, mødte Ole i sommeren 1945, på en cykeltur, to russere ude i skoven, i et skur. De sang folkeviser og spillede lystigt til på en harmonika. Gang på gang kørte den 14 årige Ole ud i Hasleskoven og lyttede betaget til musikanterne. Tilbage i København ønskede han sig at lære at spille harmonika og forældrene var imødekommende. Resten af sit liv spillede Ole harmonika. Altid efter gehør. Et fyraftens-ritual, mens duften af aftensmaden, der var under tilberedning, bredte sig. Russisk, svensk, fransk, Theodorakis, Svantes viser, Cornelis, Bellman og Taube m.m.
Hos bedsteforældrene fandt han en dag i en nygravet grøft noget fedt og vådt ler. Da han forsøgte at forme en klump som en sammenrullet killing, kom den til at ligne. Når han skitserede sin bedstemor, sin søster, eller katten med blyant, kunne man se hvem de var, og hvad de lavede.
Skoletid og uddannelsesforløb
I skolen i København blev formning, sløjd og biologi de eneste timer Ole følte gav mening, timer som gav ham glæde og længsel. Resten havde han gerne været foruden. Han var venstrehåndet og den hånd fik ofte smæk med en lineal. Han blev tvunget til at bruge højre hånd.
Tretten år gammel vidste Ole, at han ville være billedhugger, og forældrene kunne heldigvis se, at han havde særlige evner. Faren støttede ham efter 7. Klasse, i at gå i lære på Frederiksberg tekniske skole. Her tog Ole fat på sin håndværksuddannelse som stenhugger d. 1. September 1947 hos Læremester Vald. Handbergs Stenhuggerier og Stenbrud A/S. Ole gennemførte sin svendeprøve i sommeren 1951 med en bronzemedalje. Derefter afsluttede han sit forløb med et 3 måneders tegne-modellere-kursus hos Luckow-Nielsen i december måned.
En faguddannelse betragtedes som en sikring i forhold til fremtiden, hvor indkomsten i branchen som kunstner var af ubekendt størrelse. „Skal ej forstås som stigende.“
Ole lagde op til Kunstakademiet, han blev optaget og startede sit studie på Billedhuggerskolen på sin 20 års fødselsdag i januar 1952.
Ole fik professor & billedhugger Einar Utzon Frank som lærer. Han satte håndværket højt, og underviste på en nænsom indirekte måde. Ole lærte at tage gipsafstøbninger, skærpe iagttagelsesevnen og omsætte streg til tre dimensionelle forhold, at forfine modelleringen og finde sit eget udtryk. Da der ikke var undervisning om søndagen, huggede han i en periode i 1956, et relief i sandsten til Balticas bygning i Bredgade for professor Einar Utzon-Frank. Dette medvirkede til at Ole kunne lægge til side, til at etablere sig efter gennemført uddannelse. Desuden styrkede det hans ydmyge væsens selvtillid.
Til trods for at Ole var ateist og ikke gæstede folkekirken unødigt, brugte han senere i livet følgende ord, for at beskrive hvor lykkelig han følte sig i dette livskapitel:
„Det at komme ind på Kunstakademiet var som at komme i himmelen.“
Relationerne i miljøet på Kunstakademiet
I 1955 præsenterede den medstuderende nære ven, Lily Troelsø, sin veninde Karin for Ole. (Karin Høj født i Aarhus d. 15. Juli 1934 optaget på Kunstakademiets malerskole).
Lily havde netop fundet sammen med sin kommende mand Per Borring, og de 4 unge kunststuderende kom til at danne livsvarige partnerskaber og venskaber. Desuden gjorde de hinanden følgeskab på studieturene med akademiet til Spanien og Sicilien.
Andre fra akademiet som de holdt kontakt med gennem livet var maleren Egill Jacobsen og Gunvor, samt Hanne og Ole Torpe.
De 4 par mødtes efter ungerne var fløjet fra reden, mindst en gang om året, på skift hos hinanden. I Lemvig, Ørslev ved Ringsted, Brede, og Olsker.
En enestående gave – til glæde for flere generationer
Venskabet med billedhuggeren Bomand Utzon-Frank og Marie blev skæbnesvangert, da Bomand pludselig døde blot 47 år gammel i 1964 og Marie overdrog mange af hans ting til Ole. En hel del havde i øvrigt tilhørt faderen til Bomand: professor Einar Utzon-Frank.
Det var udsøgte modellere-pinde i ædeltræ, træhamre, bronze og kobberhamre, store og mindre kavaletter.
Ole indrettede et modeller værksted hvor han havde fornøjelse af de smukke redskaber livet igennem. I den ende af stuehuset hvor der oprindelig var stald med 2 køer og 7 høns, satte Ole Einars store værksteds-skuffedarium op. Med fulgte skuffer fyldt af stumper af den ene og den anden slags. Nok til flere generationer.
Min bror og jeg går stadig ud i værkstedet og hiver en af de tunge skuffer ud, for at lede efter reservedele, når noget skal repareres i barndomshjemmet.
Kompendier og kæmpe A3 format bøger med plancher i kassevis fra 18 hundrede tallet, var der også. Emnerne var bl.a. kirkekunst, døbefonde, oldtids og jernalderfund. Japanske tryk og store sorthvide fotos af marokkanske smede-håndværkere i deres værksteder, fra 18 hundrede tallets rejser, var vidnesbyrd om professorens udsøgte smag og næse for at opspore herlighed. De patinerede kobbermedaljer udsmykket med dyremotiver eller sagnfigurer var fulde af dragende mystik for 1001 nats elskende, nysgerrige børn.
Disse eksotiske antikke ting kom til at udsmykke hjemmet i Olsker. Der var gipsafstøbninger af historiske skakbrikker, stensamlinger med rå bjergkrystaller og ametyster, en uhyggelig forstenet sort trekantet hajtand med skarpe savtakker på mindst 10 cm længde.
Et sted at bo
I slutningen af december 1956 giftede Ole og Karin sig på Københavns Rådhus.
Sommeren 1957 på akademi-rejsen til Sicilien blev kimen til det første barn spiret i en sovepose.
Da det blev efterår tog Ole og Karin til Bornholm for at deltage i barnedåb hos Oles søster og for at lede efter et hus. De boede hos Oles forældre, der året forinden havde købt hus i Rønne.
Sammen med Oles far på Velo Solex og svogeren, cyklede de til Nordlandet for at se på 2 husmandssteder, der var udbudt til salg.
Ole gik bevidst efter denne egn, da han fandt landskabet med klipper og vilde naturområder betagende. De faldt for Bakkely i Olsker med 7 tdr.l. klippeknolde, græsmarker og vandhuller, omkranset af stengærder med skov samt 4 små granitbrud. Stenbruddene ville kunne forsyne Ole med gratis materialer fremover.
Der var ingen tøven. Slutseddelen med aftale om overtagelse d. 1. Januar 1958 blev underskrevet, inden de rejste tilbage til Kbh.
Huset – Kærligheden – Ungerne
Frie som fugle drog de over vandet til deres første og for resten af livet elskede hus midt ude i sneen og skoven.
Uden indlagt vand og el, med uisolerede lerklinede vægge, lokum i et udhus og en kamin i stuen til koks, fik de, som vordende forældre deres sag for.
To måneder senere, d. 1. marts fødtes Marie, D.11. oktober 1959 kom Anne og D. 16. maj. 1962 kom Per. Trip-trap-træsko-tre unger i løbet af 4 år.
Stenhuggerarbejde for andre kunstnere
Ole måtte udføre huggearbejde for at forsørge familien. Bl.a. restaureringsprojekter for billedhuggeren Gunnar Hansen, der var specialiseret inden for kirkekunst. Ole lavede desuden en udsmykningsopgave for billedhuggeren Thygo Clemmensen, på Ollerup Lærer-skole. Under denne bestilling var han bortrejst i 3 mdr. mens Karin var alene med nyfødte Anne og Marie på 1 ½ år.
Det var drøje tider for den lille familie. I begyndelsen af tresserne huggede Ole ydermere 2 statuer til Amalienborg Slot, fordi de oprindelige sandstensfigurer var slemt eroderet af syreregn, vejr og vind.
Prins Paris og Den skumfødte Venus er placeret oppe på taget og er over 2,5 meter høje.
Ole påtog sig også huggeopgaver for sølvsmeden og billedhuggeren Søren Georg Jensen. Samarbejdet resulterede i at Søren G.J. købte sig et lille hus i Olsker, som han satte i stand med udsøgt smag. Det er stadig i familiens eje.
Egne stenbrud og sprængningstilladelse
I de første 5 år brød Ole den finkornede rødlige granit i dalen på grunden.
Han havde erhvervet tilladelse til sprængning hos politiet efter at have gennemført et kursus hos „Københavns undergrund & Hovedstadens kloakvæsen.“
Krudtet købte han ligesom mange andre husmænd i Olsker Brugs.
Butikken bestod af 2 separate rum. Et med viktualier, et andet med grovvarer, som værktøj, træsko og redskaber. En ægte blandet landhandel.
Granit og andre stenarter med forskellige farver og struktur
Siden handlede Ole med øens lokale granitbrud. Moseløkken ved Hammeren, Hedebo ved Olsker, Vang, Klippeløkken i Rønne og Paradisgranit fra Paradisbakkerne. Han anvendte desuden kalksten, marmor og sandsten fra bl.a Sverige, samt fedtsten/klæbersten til skitseforslag.
Udtryksform – og udvikling af denne
Ole arbejdede i 50’erne og første halvdel af 60’erne naturalistisk.
Granithunden Sjoske, en granit-skarnbasse, en granit-karljohansvamp på ca. 30 cm. længde, en granit peberfrugt, et søanemone-fuglebad, et kæmpe granitbygkorn ca. 80–90 cm langt som kunne dreje rundt på en ståltap der sad i soklen, og en solsikkekerne på 1,5 m er eksempler herpå.
Siden, efter 1965 og op gennem 70’erne blev skulpturerne abstraherede former, forenklede monumentale, ophøjede på sokler. Bearbejdningen varieredes mellem råt, groft tilhugget, finere planhugget og poleret på samme skulptur, og vekslende farver på soklens granit og værkets granit.
Ole forsøgte en enkelt gang at hugge en skulptur med kantede hjørner som et stykke kløvet brænde. Han var inspireret af vennen og kollegaen Søren Georg Jensen.
Men senere sagde Ole: „Det lykkes når man følger sit sind og sin sjæls fornemmelse, og kantede ting føltes ikke rigtigt for mig.“
Ler – skitser – Rabækken
Om vinteren var det for råt og hårdt at stå udendørs under et halvtag og hugge. Derfor hentede Ole i begyndelsen af tresserne våde og bløde lerrør på Rabækkeværket og bearbejdede dem med træhamre, modellere-pinde, raspe m.m. Om natten var de svøbt i våde kasserede lagner og dynebetræk med plastik udenom, bundet stramt til, af en snor forneden. Så kunne de arbejdes videre på, den efterfølgende dag, uden at fordampe væde og blive hårde. Efter forarbejdningen blev rørskulpturerne sat til tørring og siden penslet over med forskellig begitning.
Den mest risikable del af processen var transporten tilbage til Rabækken med de ubrændte skøre og porøse rørskulpturer. De skulle derefter placeres opret-stående på en kæmpestor vogn, der kørte på skinner ind i brændkammer-ovnen.
Begitningerne fik efter brændingen, skulpturerne til at fremstå i sortbrune, sortrøde, jernrøde, mørkebrune, lysebrune eller okkerfarvede nuancer.
Kilderne – inspirationen – rejserne
Ole legede med formerne, inspireret af naturen, der omgav ham.
Detaljer som træernes knopper, kvæden med sine folder, bønnens kurver, den spirende ært eller løget, sammenføjningen mellem gren og stamme, en kaktus femdelte linjer, frugtstande fra liljer og tulipaner, tvilling-fersken, blomme-baller. Mangfoldigheden, forplantningen og kærligheden virkede som en dragende kraft og inspirerede gennem hele livet Ole til at modellere for at omsætte oplevelserne og indtrykkene til former.
Desuden var han fascineret af redskaber og kultiske genstande fra andre folkeslag og fra fortiden. Vi børn var ikke ret gamle før vi første gang blev taget med på Nationalmuseet og præsenteret for den etnografiske samling.
Ole og Karin vedblev under deres KBH,s rejser at nyde gensyn med samlingerne og lod sig begge inspirere for til stadighed at skabe forskellige varierede former i deres respektive værksteder.
Rejserne til Spanien, Italien, Grækenland, Sri. Lanka, Mexiko, og Samarkand, med besøg på landenes etnografiske museer, satte ydermere alle deres spor og præg.
Ole tog altid diaz billeder undervejs og indtrykkene på museerne under vinter og efterårs-rejserne blev nedfældet i utallige skitseblokke.
Hjemvendt gik Ole systematisk i gang med at lave „formnotater.“
Han modellerede det meste af vinteren, små fuldendte værker, som aldrig var tænkt som salgsemner. De blev fra slutningen af 1970erne brændt i Karins keramikovn.
Fra skitse til skulptur
Når foråret brød frem, gik Ole ud og så på sit store materialelager af sten, og fandt nærmest intuitivt en kobling mellem en granitblok og et formnotat.
Siden kunne han næsten ikke vente med at komme i gang med arbejdet. Igang med at åbne og hugge formen frem i flerdobbelt størrelse.
Praktikeren – Designeren – Gartneren – Husmanden
Ole var gennem hele livet fordybet og opslugt af processen med at forme omgivelserne omkring sig.
Fattig på penge, men rig på ideer og løsninger, så der aldrig manglede noget. Han lavede selv sengene, bordene, divanen, skoletaskerne, syæskerne, strikkepindeæskerne, smykker i sølv, guld, elfenben og kaskelot, han designede brændeovnene og fik dem fremstillet hos smeden i Olsker. Han plantede selv alle frugttræerne, valnødden og frugtbuskene. Anlagde den selvforsynende have sammen med Karin og os 3 unger. Byggede fårestald og høhus og lavede fold.
Medvind
Efter vi børn blev store indrettede han keramikværkstedet sammen med Karin og bakkede hende op i at hun skulle slippe rollen som husmor og hellige sig timerne i sit værksted.
På et tidspunkt vendte den økonomiske situation og for første gang i deres liv kunne der købes nye design stole, et reolsystem, ny bil m.m.
De kunne lønne en mand for at brolægge søjlegangen. I det hele taget kunne de nu betale sig fra noget af alt det praktiske arbejde med at vedligeholde huset.
Ole havde desuden overskud til at ansætte sin svigersøn, der var uddannet tømrer, og han lærte ham op i stenhugning. Dette samarbejde betød, at Ole i en årrække, ca. 8 år, kunne skabe dobbelt så mange store granitskulpturer som ellers.
Debut
1953 Debut på Charlottenborgs Forårsudstilling.
Medlemsskab – udstillingssteder.
1970 Medlem af Sammenslutningen “Grønningen”.
1984 Udstiller for første gang på Veksølund. Siden fast årlig deltagelse.
Hæder og ære.
1968 Kunstakademiets Guldmedalje for yngre Malere og Billedhuggere.
1971 Statens Kunstfonds treårige legat.
1972 Ny Carlbergfondets Romerstipendium.
1984 Eckersberg-medaljen.
1985 Medlem af Akademirådet.
1985 Statens Kunstfonds Livsvarige ydelse.
1988 Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens legats hæderspris.
1991 LO’s Kulturpris.
Omfang
Der er rundt i hele Danmark placeret mere end 80 store skulpturer og bestilte udsmykninger. Dette er flere ting, end der står i Skulpturparken i dag.
Kunstnersamfundet på Nordbornholm
I løbet af halvtredserne flyttede flere kunstnerfamilier til Nordbornholm ud over Ole og Karin Christensen.
Paul og Bodil Stoltze – Niels og Kis Østergaard – Peder og Birgit Gilkær havde alle etableret sig inden. Pipin Henderson og Svend Brandt Møller samt Arne og Tulla Ranslet fulgte efter.
I en egn med masser af natur, frisk luft og boltringsplads voksede alle vi halvtredser-tresserbørn op. Vi var ikke meget anderledes end de andre børn i skolen. Bortset fra at vores sprog var rigsdansk, og ikke bornholmsk. Det måtte vi lære os igennem klassetrinene.
På landet gik tøjet i arv mellem søskende i de fleste familier.
Kunstner familierne hjalp hinanden og forærede aflagt tøj fra egne børn videre til andre familiers mindre børn.
Overskud fra urte-frugthaven blev byttet eller foræret væk.
Mændene kom på banen, når der skulle bygges om, graves ud m.m. Således kom der septiktank og toilet i Bakkely.
Der blev fejret og holdt fest med hjemmebrygget vin og grillet mad på bål. Et internt samarbejde og en naturalieøkonomi, der gjorde eksistensen mulig til trods for at indtægterne var så små, at det var svært at få skattevæsenet til at tro det.